digt?

Nogle gange finder man ting som man ikke kan huske man skrev. Her er et af det eneste digte som jeg nogensinde har skrevet, som jeg selv synes om. Det er ikke noget seriøst, men mere bare en samtale i mit hoved. Nok snak, her er digtet – håber det er værd at læse…

Mad og min mave

Min mave knurrer, hvorfor det?

Har jeg ikke spist? Eller er den sur?

Jeg tog da en stor tallerken med mad.

Så meget og så sundt som maden var, hvorfor er den sur?

Køleskabet er fyldt med mad, jeg har lige købt ind.

Men gider jeg at gå hele vejen derind?

Det kræver både energi og en masse vilje.

Med smerten som min mave giver, vinder den snart!

Hvis jeg skriver dette digt, vinder min hjerne over min mave.

Jeg skriver videre selvom min krop siger: stop!

Hvad er det der er så godt ved mad?

Er det bare fordi at vi ved vi skal spise det?

Nu tror jeg at min mave hader min hjerne

Den kan jo øje køleskabet i det fjerne

Med disse sidste sætninger, siger min sultne krop hermed igen: stop!

Min hjerne er blevet for svag.

Måske er det fordi at min mave vinder over min hjerne!

26. august 2004, kl. 17.55